|
|
 |
| |
NYTÅRSKORT 2007
Medicinskabet i rejsebagagen
Glasset med gin og tonic på verandaen eller hotellets terrasse
fremstår som et symbol på en afslappet kolonial livs- og
rejsestil. Men ret beset vandt drinken kun frem, fordi den
eliminerede noget af den bitre smag fra kinin, som skulle
forebygge den vidt udbredte malaria. Kinin var kendt siden
1600-årene, og fra omkring 1850 blev det en fast bestanddel i
kolonialisternes og de rejsendes profylaktiske selvmedicinering.
Stoffet blev ret møjsommeligt og med store omkostninger udvundet
af safterne fra cinchona-træet. I 1944 blev kinins kemiske
sammensætning fundet, og det blev herefter fremstillet
syntetisk.
Kinin er et af mange eksempler på, at lægevidenskabens
landvindinger gennem historien har været en forudsætning for
stadig nye turismeformer og for åbningen af nye rejsemål. Den
proces er ikke stoppet.
Før midten af 1700-årene sås sygdom som et resultat af
metafysiske essenser, der
på den ene eller anden måde udgjorde sygdommens inderste væsen.
Sådanne essenser var jo ikke rigtig noget, som en syg kunne
forsvare sig imod – det skulle da være med bønner, besværgelser
eller hjemlig omsorg. I den moderne lægevidenskab begyndte man
at forbinde sygdomssymptomer med bestemte organer og processer i
kroppen. Observationer og målinger blev centrale videnskabelige
metoder i stedet for de hidtidige filosofiske spekulationer og
fantasmer. Lægevidenskaben kastede sig i årtierne omkring 1800
med ildhu over at forstå sygdomme bedre. Først i slutningen af
1800-årene trængte tanken om at bruge den nye viden aktivt i
forebyggelse og helbredelse frem, og det blev et mere ultimativt
mål med forskningen.
Nu må man ikke tro, at alle sygdomme havde en lige stor
interesse og prioritet. Den franske filosof Foucault
observerede, at lægevidenskaben langt hen ad vejen gav udtryk
for et videbegær, der netop passede overens med bærende sociale,
økonomiske og politiske forestillinger. En stor interesse gjaldt
malaria. Den generede de magtfulde europæiske staters økonomiske
herredømme og deres militære kontrol over kolonier og
protektorater. Som andre tropesygdomme lagde den også en
væsentlig dæmper på rejser og ekspeditioner i den mere
lystbetonede del af spektret. Selv mange europæiske
destinationer, for eksempel i Italien, på Balkan og sågar på
Lolland, skulle man ikke aflægge visit, hvis man havde sit liv
kært.
Kampen mod malariaen var således til godt op i det 20’ende
århundrede ikke primært tænkt som et humanitært korstog for de
indfødte befolkninger. Man så heller ikke befolkningens helse
som en forudsætning for økonomisk udvikling. Indsatsen var
derimod et led i at lade den hvide mand tage hånd om de store
naturlige ressourcer, som de indfødte i den tids optik så
sørgeligt var ude af stand til at drage en fornuftig økonomisk
nytte af.
I 1897 blev myggenes rolle i spredningen af malaria endeligt
dokumenteret. Fortsat var man dog uden redskaber til at bekæmpe
og kurere feberen effektivt. Men man kunne gå i krig mod de
farlige insekter. Det foregik ved at oversprøjte marsk- og
vådområder, hvor myggelarverne udklækkedes, først med petroleum
og arsen, siden fra 1930’erne og fremad med DDT.
Verdenssundhedsorganisationen WHO havde store forhåbninger om
total udryddelse. Men myggene blev resistente, og DDT lagde sig
ind i fødekæden og forårsagede bizarre genetiske mutationer. DDT
var en løsning, som skabte nye problemer, blandt andet for den
naturmæssige diversitet, som er en vigtig forudsætning for en
lukrativ og bæredygtig turisme.
Danskernes oversøiske fornøjelsesrejser var meget fåtallige frem
til efter 2. verdenskrig. Statens Seruminstitut var på
verdensplan ledende med fremstilling af vacciner og forrest med
at overvåge og udbrede viden om forebyggelse af især smitsomme
sygdomme. Det kom udlandsrejsende til gode. Danskere med
udlængsel til fjerne egne kunne rette henvendelse til deres
praktiserende læge. Lægen kunne støtte sig til enhver tid
opdaterede vaccinationsanvisninger fra ”Tanten på Amager”, som
Seruminstituttet kærligt kaldtes.
Fra 1960’erne var helbredsfarerne ved rejser i troperne
decimerede, eller i det mindste håndterbare. Lægevidenskaben og
medicinalindustrien engageredes nu på anden måde i forhold til
turismens behov. Kemien kunne bruges til at understøtte de
rejsendes trang til at skærpe sanserne og kontrollere kroppen,
så de fik mest muligt ud af den dyrebare ferieperiode. Fra at
bruge lægevidenskaben som hjælp til at overleve, blev den også
løftestang for at opleve.
De såkaldte ferietabletter kom på markedet i 1960’erne. I mange
europæiske lande kunne pillerne fås i håndkøb. De var
fabelagtige til at holde energiniveauet oppe, og man behøvede
ikke så meget søvn, når man tog dem. Pillerne havde også den
virkning, at man blev mere udadvendt. Altså ikke så dårligt,
hvis planerne var en strabadserende scoretur. Sagen var
imidlertid, at disse piller, trods utallige kælenavne, var og
blev amfetamin, som er et skrapt og vanedannende narkotisk stof
med mange bivirkninger. Stoffet blev derfor taget ud af den
legale handel.
Spektakulære nye turismeformer foregår i uvejsomme terræner og
under vanskelige klimatiske betingelser. Interessen for
ekstrem-turisme er i disse år eksplosivt voksende, og
lægevidenskaben er i hælene. Et nystiftet Wilderness Medical
Society – amerikansk naturligvis - ønsker at bane vejen for og
professionalisere denne ”vildnismedicin”. Disciplinen er en
skønsom blanding af lægevidenskab, selvhjælpsfilosofi,
højteknologi samt miljø- og naturetik.
Det sidste kapitel af Foucaults sociale og økonomiske
medicinhistorie er ikke forfattet endnu. Turismen skal skrives
ind.
Med disse refleksioner ønskes et godt nytår.
Anne-Mette Hjalager
Advance/1
Forskerparken
Gustav Wiedsvej 10
8000 Aarhus C.
8620 2000
hjalager@advance1.dk
www.advance1.dk
|
|
|
