| |
NYTÅRSKORT 2006
Dannelsesrejsen
Farverige og højbritiske film som for eksempel "A room with a view"
levendegør en rigtig dannelsesrejse. Personerne hengiver sig i
samtaler om italiensk renæssancekunst og
-arkitektur. Højdepunkter består af indførelse i disse emner af
stedlige kendisser. Under ikke alt for strabadserende former lærer
de rejsende sig lidt af det lokale tungemål. De indtager
naturligvis rigelige mål af god mad og drikke og opsøger strejf af
pikant flirt. Denne cocktail af uddannelse, oplevelser og
personlig udvikling finder sted uden antydning af hastværk og
fortrinsvist i selskab med landsmænd.
Uskyldigt tidsfordriv? Eller et led i civilisationsprocessen?
|
 |
|
FOTO: Augustus Egg: The Travelling Companions, 1862 |
Efter reformationen opstod dannelsesrejsen som en ny rejseform
ved siden af pilgrimstogterne. At rejse ud for at lære tilkom især
adelens sønner. Men det var ikke først og fremmest et personligt
dygtiggørelsesprojekt. I den tid transformerede adelen sig fra
fortrinsvist at være håndlangere i kongens stridigheder med
undersåtter og naboregioner til at blive en godsejer- og
embedsmandsstand.
De unge sønner blev udsendt af familien for at hjemhente viden og
kontrakter, der kunne vise sig nyttige både for at drive et gods
som en virksomhed, men også - og ofte vigtigere - for at familien
kunne positionere sig passende i forhold til den fremvoksende
moderne statsmagt. Rejserne foregik primært til Tyskland og
Frankrig, hvor Göttingen og Paris var næsten selvskrevne rejsemål.
Nu kunne man måske tro, at studier i landbrugsrelaterede
discipliner - og herunder naturvidenskab og økonomi - var i særlig
høj kurs, den øgede fokus på godsernes drift taget i betragtning.
Sådan var det dog ikke. De unge adelsmænd skulle under deres
rejser også tillempe sig noble manerer. Sprogkundskaber var
vigtige, men kunster som fægtning, ridning, jagt og dans var
ligeledes efterstræbelsesværdige. Indsigt i jura kunne også blive
nyttig, når man skulle vise sig duelig til at konkurrere om
kongens gunst. Sammenlagt var rejsens hensigt altså en
kosmopolitisk gentleman-dannelse, som skulle befæste og udbygge
adelsstandens særpræg og privilegier.
At lade sønnerne gennemgå en sådan dannelse var ingen
billig fornøjelse. Der skulle betales for rejser og standsmæssigt
ophold. Klæderne måtte være fornemme nok til at gå an ved
selskaber og hoffer. Ofte måtte der bekostes ledsagelse eller
andre former for opsyn med de nogen gange uregerlige og ødsle
ungersvende. Undervisningen ved de passende prestigefyldte
universiteter var heller ikke gratis. Det siges om Frederik
Schulins to år lange rejse, at den kostede 15.000 rigsdaler -
svarende til prisen for at opføre familiens landsted Frederiksdal
ved Lyngby. Korrespondancen fra familie til søn illustrerer
udmærket, at investeringen i dannelse var et element i en
konkurrencestrategi for hele dynastiet.
Der var en stor spildprocent. Langt fra alle disse
rejsende adelsmænd fik de positioner, som de eller deres familier
forventede. Måske var det endda kontraproduktivt? Nogle af de
hjemkomne var blevet til levemænd, som efterfølgende satte store
formuer og møjsommeligt erhvervede positioner over styr.
Efterhånden som samfærdselsmidlerne blev forbedret i
løbet af 1800-årene, fik flere objektivt mulighed for at rejse ud
og danne sig. Men af andre årsager skete det ikke i et omfang, som
modsvarede de nye chancer. I embedsværket og i
universitetsverdenen kunne adelens dominans ikke opretholdes. En
større faglig orientering og en skarpere adskillelse af
disciplinerne blev ligeledes mere nødvendig op mod vor tid. En
national kundskabsproduktion tog fart i de danske
uddannelsesinstitutioner, som fik en større udbredelse og
betydning. De toneangivende klasser reorienterede sig fra en
europæisk enhedskultur til en dyrkelse af det nationale. I den
udvikling transformeredes dannelsesrejser - i det omfang de
overhovedet fandt sted - til i højere grad at blive til målrettede
uddannelsesture.
I det 20'ende århundredes slutning har begrebet
dannelsesrejser fået et nyt indhold. Filmen "The Beach" leverer et
af denne tids billeder. Den beskriver en flok rygsækrejsende på
palmebevoksede destinationer i Østasien. Sammenlignet med
tidligere tiders dannelsesrejser er der vigtige forskelle. Først
og fremmest er nutidens dannelsesprojekt individuelt og ikke
længere et anliggende for hele familieklaner. Motiverne nu er også
mere tvetydige. Rejserne legitimeres med behovet for at se sig om
i verden og at få den globale virkelighed ind under huden. Det er
tilmed yderst bekvemt, at arbejdsgiverne råber på folk med
international orientering. Nogle måneder på "Welt-bummel" kan
dermed pynte på CV'et. Men under denne tynde fernis handler de
rygsækrejsendes udlængsel mere om at træde i karakter som
repræsentanter for en ungdomskultur. De sukker efter at tage del i
og bidrage til de riter og ritualer, som hører en generation til.
Hovedpersonen i "The Beach" konstaterer, at store områder i
Bangkok, Goa, Rio og andre fortrukne destinationer er omdannet til
rygsækghettoer. Udstyret er identisk: billige herberger,
internetcafeer, fastfood restauranter, barer, transportudbydere og
turguides. De vestlige ungdomsrejsende har ikke et oprigtigt ønske
om at møde lokalbefolkningen - det hører simpelthen ikke med i
konceptet. Socialiseringen med andre i samme situation, livsfase
og kulturkreds er det eneste magtpåliggende. Måske udvider man sin
viden og erfaring, men denne dannelsesproces er ikke forankret i
en konkret geografi. Lokaliteten langt væk hjemmefra er kun
anledningen til at indlede serier af nye bekendtskaber, rejse
sammen i kortere eller længere tid, splitte op og danne uprøvede
konstellationer.
Hvor forgængerne gerne viste deres verdensmandsvæsen gennem stil og
ydre tegn, så gør de rygsækrejsende det samme, men med modsat
fortegn. Deres købekraft er i reglen betydelig, men ikke desto
mindre foregiver de at måtte udvise den største sparsommelighed.
Hvor lidt man kan nøjes med at betale, er et af de vigtige
samtaleemner på de rygsækrejsendes mødesteder. Udpinte T-shirts og
snavset bagage bidrager til billedet af økonomiseringen.
Ramponering er også prestigegivende, fordi det signalerer, at man
har været længe undervejs og har haft mange misundelsesværdige
oplevelser.
De moderne dannelsesrejsendes mål er velbeskrevne,
nøjagtig som deres forgængeres. Destinationerne står anført i
Lonely Planet eller Rough Guide. Impulsiv flakken er der plads til
i den moderne rygsækturisme, for kun ud- og hjemrejsedatoen ligger
fast. Der er sport i at påpege unøjagtigheder i guidebøgernes
anbefalinger. Store dele af samkvemmet handler om i en slags
pseudo-fortrolighed at udveksle informationer om besøgsmål, som
guidebøgerne ikke har med eller undervurderer. Rejsekursen kan
ændres spontant. Bedst er det, hvis man finder en "uopdaget"
paradisisk plet. Bibelfornægtere, som har kastet guidebøgerne væk
og rejser efter intuitionen, har særlig høj status.
H.C. Andersen betroede sine dagbøger, at han indimellem kedede sig
gudsjammerligt på sine rejser. Men det fik ham ikke til at blive
hjemme. De moderne rygsækrejsende oplever givetvis tilsvarende
enerverende tomgang og følelse af formålsløshed. Det fortier eller
fortrænger de, så snart de igen sætter foden på dansk jord.
Hvor der kunne herske tvivl om datidens rejsendes dannelsesmæssige
udbytte, så gør det samme sig naturligvis gældende med den moderne
form for dannelsesrejse. Langfarten er en læringsproces med så
mange facetter, at der altid kan være diskussion om, hvad der er
lært og hvor meget. Det afhænger af synsvinklen. Netop derfor er
de rejsendes egne evner til retrospektivt at fortælle den gode
historie om dannelsen af større vigtighed, en hvad der i
realiteten fandt sted. Dannelsesværdien opstår samtidig med den
kreative bearbejdning og rekonstruktion af det, man oplevede.
Eller drømte.
Med disse refleksioner ønskes et godt nytår.
Anne-Mette Hjalager
Advance/1
Forskerparken
Gustav Wiedsvej 10
8000 Aarhus C.
8620 2000
hjalager@advance1.dk
www.advance1.dk
|
|
