|
|
 |
| |
NYTÅRSKORT 2008
Kunstigt vejr
Vejret er de højere magters eget domæne – eller er det?
Menneskers trang til bevidst og målrettet manipulation af vejret
er ikke ny. En appellerende regndans eller et rituelt bank på
barometeret gør nok ikke skade, men man kan tvivle på effekten
på processerne i atmosfæren. I 1940’erne startede man på at
lægge naturvidenskaben til grund for vejrforandring.
Manipulationen er intet futuristisk blændværk, men ren og skær
virkelighed. I tørketruede områder er det af stor vigtighed at
få skyer-ne til at regne af på afgrøderne frem for på golde
områder. Fra fly eller landbaserede "kanoner" sen-des kemiske
ladninger af sølvionid eller tøris ind i skymasserne, hvorefter
de elektriske ladninger ændres, og skyerne regner af på rette
sted.
De voldsomme haglbyger, som landmænd frygter, modvirkes med
ganske fortrinlig succes med tilsvarende metoder. Bekæmpelse af
alvorlige skovbrande står næst for. Der arbejdes også seriøst i
laboratorier og ude i landskabet med at få sne til at lægge sig
på velafgrænsede bjerglokaliteter, så afsmeltningsvandet nøje
tilgodeser landbrug, vandkraft og vandforsyning.
Turister og turisterhverv har i almindelighed affundet sig med,
at vejret ikke påvirkes for netop deres bekvemmeligheds skyld.
Udvalgte personlige klimaskærme, for eksempel regnfrakken,
para-plyen, solcremen eller polarsoveposen, indgår for
tilfældets skyld i rejsebagagen. Men i scenarierne løftes
vejrmanipulation fra den alvorstunge landbrugsproduktion og mere
ind i turisternes fornøjeli-ge konsumptionssfære.
Vejret i Beijing i august er lunefuldt. Nervøsiteten for, at det
øser ned under 2008-Olympiaden, som al prestige er sat ind på,
har fået kina-meteorologerne til at belave sig på en kunstig
regnfore-byggelse. Med stor sammenbidthed arbejdes på om
nødvendigt at kunne finkoreografere skydæk-ket. Verden skal også
på den teknologiske front have noget at beundre de
anerkendelseshungrende kinesere for. Under fuld eksponering på
alle TV-kanaler.
Højfjeldshoteller, lifte og pisteanlæg koster, og forrentningen
er afhængig af sneen. Sne er blevet en mangelvare deroppe på
fjeldene. Samtidig er skiene blevet suppleret med snowboards,
bobslæ-der, snescootere og meget mere, og skisportsstederne er
blevet til imposante oplevelsesparker. Det kræver minutiøs
teknisk kontrol over sneens karakter. Ikke for fast, ikke for
løs, ikke for meget, ikke for lidt. På rette tid og rigtige
sted. Sne kan produceres kunstigt. Man har brugt snekanoner
siden 1950'erne. Sneen fremstilles ved at nedkøle vand til lige
over frysepunktet. Under stort tryk og med en ventilator som
hjælpemiddel presses vandtågen ud gennem kanonen og spredes, og
de bittesmå vanddråber fryser forhåbentlig, inden de lægger sig
til rette over et større eller mindre om-råde. Herefter bugseres
snemasserne videre ud på løjper og baner. Opfindsomheden har
været stor med hensyn til at finde tilsætningsstoffer, som
forsinker en afsmeltning af den kunstige sne, og som bidrager
til den rette konsistens. Det er lykkedes så godt, at det
kunstige produkt ofte næsten kom-mer op på siden af naturens
eget.
I alperegionen kører snekanonerne konstant for at supplere
snedækket og for at forlænge sæsonen. Men miljøaktivisterne er
ude med krabasken. Dyrebare drikkevandsreserver ødes bort, og
mikro-klimaet og vegetationen i regionen forstyrres. Aktørerne i
skisportsbranchen vrider deres hjerner for at finde virkemidler
mod skrumpende sæsoner. "Snowhiking" – at spadsere på sneen
eller det, som er tilbage af den - er et af de nye måske mere
politisk korrekte feriegøremål i skisportsregioner. Fremtiden
for mange skisportsdestinationer er i sandhed halvblakkede uden
sikker sne. At manipu-lere skyernes bevægelser og få ekstra
nedbør er derfor en chance, og turisterhvervet vejrer
morgen-luft. Og det er teknisk set ikke urealistisk, selv om en
ægte skitur nok kunne blive en mere bekoste-lig luksus end i
dag.
|
Foto: Anders Ljungberg: Snekanon |
Som så mange andre former for teknologiske spring er
vejrmanipulation tæt knyttet sammen med vidensudvikling i den
militære sektor. En meget sejlivet konspirationsteori går på, at
russerne fra 1960’erne og fremefter var i færd med at udvikle
metoder til meteorologisk krigsførelse. Velanbrag-te
tågedannelser, massive regnskyl og ugelange snestorme ville
ganske sikkert handicappe en fjen-de. USA har nu overtaget
Sovjetunionens rolle som yndlingssyndebuk i
konspirationsteorierne. Sandhedsværdien kan selvfølgelig
betvivles, men USA påstås at bruge disse hemmelige våben
alle-rede, for eksempel ved at skabe en solid tørke over Cuba
for at tvinge landet i knæ.
Stadig voldsommere vejrfænomener med store ødelæggelsesrisici
giver næring til en ny viden-skabelige og tekniske kapløb for
avanceret vejrmanipulation i menneskehedens interesse. Metoder
er under udvikling til at omdirigere uvejr fra økologisk
ømfindtlige eller tætbefolkede områder til havet. Man arbejder
med at fremstille elektromagnetisme, som dirigeres mod cyklonens
eller tyfo-nens centre enten fra jorden eller fra satellitter.
Nye former for superledere skal efter sigende med sandsynlighed
kunne påvirke iontætheden i ionosfæren, som igen er afgørende
for den måde, vejret arter sig på. Én ting er de tekniske
interventioner, men vejrmanipulationens succes beror også på
beregninger på komplekse computermodeller.
Intet under, at skeptikerne fremsætter advarsler mod det
kunstige vejr. Alt dette er for sårbart over for menneskelige
fejl. Hvem garderer mod den fuldvægtige, ondskabsfulde
magtudøvelse? Så helle-re en kunstig vejrferie under glaskuplen
på subtrope-imitationen Lalandia. Eller på en af de snart mange
indendørs skibakker opført til glæde for klimaramte
skisportsentusiaster.
Med disse refleksioner ønskes et godt nytår.
Anne-Mette Hjalager
Advance/1
Forskerparken
Gustav Wiedsvej 10
8000 Aarhus C.
8620 2000
hjalager@advance1.dk
www.advance1.dk
|
|
|
